At vi sender færre og færre breve, er efterhånden alment kendt.
Nu får vores kolde skulder til konvolut og brevpapir en direkte og meget kedelig konsekvens for 3.000 medarbejdere i Post Danmark, skriver Børsen torsdag.
I dag modtager de 16.000 ansatte i posten således et brev fa ledelsen, der fortæller, at 1.000 ansatte vil blive afskediget om året de næste tre år.
"Vi venter en nedgang i brevmængden på 20 procent de næste tre år. Det betyder, at vi i udgangspunktet trimmer Post Danmark med omkring 1.000 medarbejdere årligt de kommende tre år," siger chefen for brevforretningen i Post Danmark, Finn Hansen, til avisen.
I 2009 sendte danskerne mellem otte og ti procent færre breve. Den udvikling ventes at fortsætte. Bl.a. den omstridte NemID bidrager til udviklingen.
Kilde: Børsen.