Et postbud blev fredag sendt hjem, fordi han havde vedhæftet en personlig kommentar på en islam-kritisk folder, som han skulle smide i Allerød-borgernes postkasser.
Det fik de andre bude til at strejke, men på et fagligt møde lørdag morgen, besluttede de at genoptage arbejdet, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Det er med dyb beklagelse, at jeg er nødsaget til at omdele indlagte underlødige tekst. Med venlig hilsen dit daglige postbud, skrev det hjemsendte bud i en vedlagt seddel ifølge Frederiksborg Amts Avis.
Og det var en tand for skrapt for Post Danmark, som mener, at folderen er lovlig.
Folderen er lavet af Foreningen Dansk Kultur til værn om Grundloven af 1953, og i den står blandt andet, at "Nidkære muslimske indvandrere strømmer til Danmark og modtages hjerteligt af regeringen".
I næste uge bliver det besluttet, om postbuddet får en løftet pegefinger eller en fyreseddel for at vedhæfte sin egen lille kommentar til folderen.