Fremover kan Per og Michael adoptere - ligesom Katrine og Charlotte.
For der er flertal i Folketinget til at give både bøsser og lesbiske fuld ret til at adoptere børn, ganske som det i dag er muligt for heteroseksuelle.
Det skriver flere medier onsdag.
Afgørende er stemmerne fra flere Venstre-medlemmer, der umiddelbart er parate til at give de homoseksuelle fulde rettigheder.
- Jeg synes ikke, at det er fair at diskriminere, som vi gør det i dag. Jeg vil dog først sige ja eller nej, når jeg ser forslaget og har sat mig ind i de etiske spørgsmål, siger Venstres Karsten Lauritzen, ifølge TV2.
Tom Behnke imod
Venstres Karen Ellemann siger, at hun vil stemme "ja" under den ene forudsætning, at donorlandene kan sige "nej" til homoseksuelle forældre.
Og det er lige præcis, hvad der står i det forslag, som De Radikale allerede har fået tilsagn til fra Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Ny Allianc. Også den konservative Charlotte Dyremose og løsgængeren Pia Christmas-Møller samt Jørgen Poulsen er overvejende positive.
Konservative vil sætte deres medlemmer frie til at stemme efter egen overbevisning. Men ikke alle er begejstret.
- Det er min opfattelse, at børn har bedst af at have en mor og en far, siger Tom Behnke, gruppens næstformand, til TV2.