- Mørke fyrer er mere liderlige og har mere temperament end hvide mænd.
Sådan kan man ifølge komikeren Omar Marzouk godt tale om menneskers hudfarve i festligt lag
Man kan også sidde på en bar og sige, at piger, der bliver lesbiske i virkeligheden er for grimme til at score mænd. Men den slags skal man til gengæld aldrig sige, hvis man er politiker.
Der er nemlig helt forskellige regler for, hvad almindelige mennesker siger til hinanden over middagen eller på arbejdspladserne og for, hvad politikere kan slippe af sted med at sige.
- Vi vil gerne have, at politikerne har overblikket og bevarer nuancerne. Men selv kan man jo godt blive sur og få lyst til at sige noget, siger Omar Marzouk.
Kvinder og kødgryder bliver også tit nævnt i samme sætning, og mange steder kan man godt joke med, at kvinder selvfølgelig ikke skal have så meget i løn som mænd. For ikke at snakke om bilkørsel. Enhver - bortset fra forsikringsselskaberne - ved jo, at kvinder ikke kan køre bil.
Ifølge politiske kommentator Mads Christian Esbensen stortrives den slags på arbejdspladserne, men ville være politisk selvmord, hvis det blev sagt fra Folketingets talerstol.
- Til gengæld må man gerne hænge mindretal ud. Kriminelle, Indvandrere og arbejdsløse bliver udstillet, og det accepteres bredt, siger han.