Turismen kunne trække mange flere helårsjob. Hvis politikerne gav den lov.
Det mener Søren Kragelund, der er direktør for Fårup Sommerland og bestyrelsesformand i Videncenter for Kystturisme. Ifølge ham har landets politikere for travlt med at frede den danske kystlinie i stedet for at bruge turismen til at skaffe job til randområderne.
"Politiske beslutninger gør at turismen bliver domineret af små arbejdspladser. Og så kommer der en forsker en gang i mellem og råber op om, at det er børnearbejde, og turisme kun er noget med at stå og sælge en is på stranden. Og så dør erhvervet,” siger han.
Det er især de mange begrænsninger på størrelsen på campingpladser og hoteller, som er skyld i at turismen er gået i stå, mener han.
”Hvis der skal være nok kunder til at holde restauranterne åbne om efteråret, så skal man ikke klatte turisterne ud over store områder, hvor ingen rigtig får noget ud af dem. Den tid, hvor turisterne gider sidde ude i ingenting er forbi,” siger Søren Kragelund.
Han peger på de store arbejdspladser, der faktisk findes.
”Der er succeser. Se på, hvad der sker i Billund med Lalandia og Legoland eller en campingplads som Topcamp Jambo Vesterhav, der er Danmarks største. Når det er stort, kan du lave attraktioner nok til at udvide sæsonen, og lave mange ordentlige, faste helårsjob,” siger han.
Fårup Sommerland har sammenlagt 110 dagsværk, og mange af dem er studerende og skolelever.
”Men man glemmer tit, hvad de afledte job er. Turismen udgør 12 procent af Jammerbugtens økonomi og 40-50 procent af detailhandel og håndværk er afhængigt af turistbranchen,” siger han og fortsætter.
"Nordjylland Amt var simpelthen så stolte af et billede, de havde fået lavet af Skagen, med hoteller sat ind helt ud til vandet, så det lignede Miami. Og så sagde de ”Se hvad vi har frelst jer for! Men det har aldrig været dansk turismes ønske at plastre Grenen til med hoteller. Vi siger bare, vi har brug for større klynger for at skabe vækst,"