»Skræmmende højt.«
Sådan betegner Simon Emil Ammitzbøll (R) de nye tal fra Sundhedsstyrelsen, som viser, at mere end halvdelen af de unge mænd mellem 15 og 24 år ikke kan acceptere, at to personer af samme køn har sex.
Han mener, at politikernes holdning til de homoseksuelle har en stor betydning for de unges mening.
»Tidligere har Danmark været et foregangsland i forhold til homoseksuelles rettigheder, men når forskellige borgerlige politikere tager afstand fra familieformer, der afviger fra den almindelige kernefamilie, så lægger man gift ud for accepten af homoseksuelle,« siger Simon Emil Ammitzbøll med henvisning til den politiske modstand mod barselsorlov til lesbiske og modstanden mod homoseksuelle vielser.
Han mener, at politikerne har et stort ansvar for at gøre Danmark til et foregangsland, hvor de homoseksuelle har samme rettigheder som alle andre.
»Det er vigtigt at gøre noget fra politisk side og bruge penge på at brande Danmark som et åbent og frisindet land. Den politiske tone smitter af på de unges holdninger,« siger han.
Han peger på, at en del af forklaringen på det høje tal også kan være, at især de yngste i gruppen af 15 til 24-årige stadig er meget usikre på deres seksualitet, og derfor kan have svært ved at acceptere, at nogle mennesker har andre seksuelle præferencer end flertallet.
Simon Emil Ammitzbøll mener, at seksualundervisningen i folkeskolen skal gøre mere ud af seksuelle minoriteter, så homoseksualitet på den måde kan blive mere accepteret blandt de unge.
Det er Louise Frevert (DF) enig i. Hun mener, at en for dårlig seksualundervisning har en stor del af skylden for, at så mange unge mænd tager afstand fra homoseksualitet.
»Tallet er alt for højt, og jeg er lettere chokeret over det. Vi har en forventning om, at de unge i dag er meget oplyste, men de her tal tyder på, at der er stor mangel på oplysning,« siger hun.
Louise Frevert mener, at børnene og de unge primært skal have dækket deres behov for oplysning i skolens seksualundervisning.
»Seksualiteten er en vigtig del af de unges eksistens, og derfor skal der sættes ind med meget mere seksualundervisning allerede fra 7. klasse. Forældrene har også et ansvar, men de kan være for tæt på, og derfor spiller skolen og kammeraterne en stor rolle i dette spørgsmål,« siger Louise Frevert.