Et lettelsens suk.
Sådan ét kom fra formanden for de danske politibetjente, da han hørte om frifindelsen af de betjente.
- Jeg er meget glad. Det har været en hård omgang. Ikke mindst på vegne af de to kollegaer, der har været under et meget hårdt psykisk pres. Man må heller ikke glemme, at det har været en sag med meget kraftig medieomtale – det har ikke været let, siger Peter Ibsen, formand for Politiforbundet.
Betjentene blev torsdag frifundet for drab på Flemming Kofoed Jacobsen i augsust sidste år, hvor de skød og dræbte ham med 20 skud i Københavns Nordvest-kvarter.
Dog rejser én af dommerne i afgørelsen tvivl om to af skuddene, og det skal man tage alvorligt, siger Peter Ibsen.
- Det er ingen tvivl om, at danske politibetjente er dygtige og veluddannede. Men lige på det her punkt kan man aldrig få nok uddannelse. Og det er noget, vi bliver nødt til at se på, for vi er oftere og oftere i denne situation.
Han åbner op for at praksis måske skal ændres.
- Vi må se på det. Man kan diskutere, om man som betjent hele tiden skal handle. Eller om man i nogle tilfælde måske bare skal træde tilbage og se det store perspektiv. Det er jo 1.000-dollars spørgsmålet.