Blandt de politiansatte bliver nyheden om, at regeringen har valgt at skotte de skandaleramte it-system Polsag, modtaget med glæde.
"Det er en meget, meget fornuftig beslutning at tage, fordi vi har heller ikke haft tillid til, at det her system overhovedet, nogensinde vil komme til at fungere," siger formanden i Politiforbundet, Peter Ibsen, til Newspaq.
Politiet på Bornholm har testet det nye system siden december 2010, og her har tilbagemeldingerne været, at der var så massive problemer, at de ikke kunne løses.
Næstformanden for Politiforbundet ligger dog ikke skjul på sin skuffelse.
"Vi havde selvfølgelig set frem til, at vi skulle have et mere effektivt sagsbehandlingssystem, men altså vi har hele tiden bakket op om, at så længe det ikke virker, så skal vi ikke have det rullet ud i kredsene," siger Claus Hartmann.
It-systemet Polsag har været undervejs siden 2007, og det er løbet op i en regning på en halv milliard kroner.
"Grundlæggende tror jeg, at problemet er opstået helt i starten, hvor man politisk besluttede, at vi skulle have et bestemt system. Men det var bare ikke egnet til politibrug og tog ikke hensyn til særlige forhold, når det gælder politiarbejde," siger Peter Ibsen.
Han håber derfor, at man i fremtiden tager politiet langt mere med på råd i startfasen.
Landets betjente må dog indtil videre taste løs i det samme program, som de har gjort i over tyve år.
"Vi kører videre med det gamle it-system nu, og giver det nogle opgraderinger, så det kan holde, indtil man eventuelt får udviklet et system til at tage over," konstaterer Claus Hartmann.