"De er væk!"
Nordjyllands Politi leder stadig efter de to svenske ur-røvere, som i går stak af fra retten i Aalborg.
"Der ledes efter dem, og der sendes efterlysning rundt. Men de er svenskere, så vi har en formodning om, at de måske søger til udlandet," siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Bent Højgaard til Newspaq.
De to mænd, der var tiltalt for et groft røveri mod en urforretning i Aalborg, bad om lov til at benytte toilettet under en pause i retssagen, hvilket de udnyttede til at hoppe ud af vinduet og stikke af.
Politiets hundepatruljer ledte efter mændene i området omkring retten, som ligger centralt i Aalborg, men der var blevet trådt for meget rundt i sporene til, at det gav nogen resultater, forklarer Bent Højgaard.
Han spørger i dag sig selv om, hvordan flugten overhovedet kunne ske.
"De er på toilettet, og så undrer man sig over, at det tager lige lidt længere tid, end det plejer at tage, og så finder man ud af, at de er væk. En tre-fire-fem minutter måske, men det er også lang tid inde i midtbyen. Så der kan man saftsuseme komme langt," siger han til Newspaq.
Bent Højgaard siger, at episoden giver anledning til revurdering af politiets procedurer. Han synes dog, at procedurerne er gode nok, hvis de bliver overholdt og tror derfor, at der er sket brud på nogle af forholdsreglerne.
"Det må der være, siden de er stukket af, kan vi ikke være enige om det? Altså, der er to mand (to betjente, red.) med hver eneste af dem, der bliver fremstillet, og så burde manden jo ikke kunne stikke af," forklarer Bent Højgaard.
På trods af flugten valgte dommeren at dømme de undvegne fanger til to års fængsel og udvisning for bestandigt.