Københavns Politi oplyser, at der er erstatninger på vej til en række mennesker, som blev anholdt under klimatopmødet COP-15 i København.
I alt har 479 personer krævet erstatning for blandt andet frihedsberøvelse og langt de fleste er erstatningsberettigede, oplyser Københavns Politi.
"Erstatningsbeløbet vil blive endeligt opgjort og udbetalt snarest muligt," siger vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.
232 personer har fremsat erstatningskrav gennem deres advokat eller direkte over for Københavns Politi, og politiet er nu ved at vurdere, hvor mange af dem, der skal have erstatning. Det drejer sig dog om størstedelen.
Dertil kommer 247 andre personer, som er blevet tilkendt erstatning af Østre Landsret i en dom fra den 25. januar.
Heraf var 178 blevet anholdt på Amagerbrogade den 12. december, mens andre 72 blev anholdt på andre dage. Østre Landsret fandt desuden, at anholdelserne på Amagerbrogade var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om nedværdigende behandling, og derfor er disse demonstranter blevet tilkendt en højere erstatning.
Det endelige erstatningsbeløb er endnu ikke blevet fastlagt.