Politiet har trods en massiv indsats endnu ikke fanget den 21-årige Yosef Ahmad Hussain.
"Han er stadigvæk ikke fundet. Og det er dem, der befriede ham, om man så må sige, heller ikke," fortæller Lars Christian Borg, Pressekoordinator ved Københavns Politi til Newspaq.
Den drabssigtede stak af fredag under et retsmøde, hvor hans varetægtsfængsling skulle fristforlænges.
"Da døren er blevet lukket i retslokalet, og alle har sat sig, går døren op igen og 3-4 unge mænd kommer ind. Ved deres tilstedeværelse og åbning af døren skaber de lidt forvirring og tumult, og alles øjne vender sig imod dem," fortæller Lars Christian Borg.
Her ser den 21-årige sit snit til at springe op og løbe ud igennem døren. Hvor de 3-4 unge mænd står i vejen for politiet.
"Det lykkes den 21-årige og hans såkaldte befriere at undslippe. Og trods en ret massiv politiindsats lige på stedet og omkring med hundepatruljer, og jeg ved ikke hvad, så lykkes det altså ikke at finde ham. Og det har vi altså heller ikke gjort endnu," siger Lars Christian Borg.
Når Yosef Ahmad Hussain bliver fanget, skal han fremstilles i retten igen. Her risikerer han at få en sigtelse for at flygte fra retten, oveni den drabssigtelse han allerede har.
Ved næste retssag vil der ifølge politiet sandsynligvis være flere politifolk til stede, og dørene vil blive lukket bedre.