Københavns Politi har nu fået tre døgn til at komme med nogle bedre beviser mod to rumænske kvinder, der er sigtet for torsdagens drab på en polsk håndværker i en pornobiograf på Vesterbro i København.
De to rumænere blev anholdt fredag aften, men ved lørdagens grundlovsforhør fandt dommeren ikke, at grundlaget for at varetægtsfængsle er til stede.
I stedet får kvinderne deres anholdelser opretholdt i tre døgn, så politiet har en chance for at efterforske sagen videre uden de mistænkte på fri fod.
Kvinderne er sigtet for sammen - og efter aftale - at have myrdet den polske mand, som torsdag aften blev fundet knivdræbt i pornobiografen.
Den første kvinde, som er 23 år gammel, nægter sig skyldig. Iført en poset, sort t-shirt og knælange joggingbukser svarede hun kortfattet på spørgsmålene i retslokalet med armene over kors.
Den anden kvinde, som er 25 år gammel, kom grædende ind i retssalen iført en mørk t-shirt med påskriften Københavns Fængsler. Hun nægter sig ligeledes skyldig i drabet.
Den dræbte mand, Leszek Przytarski, som blev slået ihjel med knivstik i hals og bryst, blev fundet død i pornobiografen Play House på Vesterbrogade i København.
Den 28-årige polak har opholdt sig i Danmark gennem flere år. Han havde dansk personnummer og var ikke i forvejen kendt af ordensmagten.
Politiet oplyste fredag, at motivet til drabet formentlig var et ønske om hævn eller røveri.
- Vi ved ikke, hvad motivet er, men det er formentlig et økonomisk motiv eller et hævnmotiv, fortalte vicepolitiinspektør Ove Bundgaard Larsen fra Københavns Politi fredag eftermiddag.
Kabinerne i pornobiografen Play House på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade er beregnet til, at mænd kan besøge dem for at forlyste sig ved at se en erotisk film.
- Men det er også vores opfattelse, at de bliver brugt til at gøre forretninger i, siger Ove Bundgaard Larsen med henvisning til, at kabinerne bliver brugt som et sted, hvor prostituerede kan betjene deres kunder.
I Københavns Dommervagt lørdag valgte dommeren at lukke dørene for pressen og offentligheden, efter sigtelsen var læst op - og kvinden havde forholdt sig til den. Det skete af hensyn til sagens efterforskning, lyder begrundelsen.
/ritzau/