Hvem end det var, der i november overfaldt realitystjernen Susan K. i København, så går vedkommende stadig frit omkring. Københavns Politi har nemlig ikke været i stand til at finde frem til gerningsmanden.
"Vi har ikke nogen sigtede i sagen. Og spørgsmålet er, om vi finder frem til nogen. Men sagen efterforskes stadig," fortæller Oscar B. Lassen, der er efterforskningschef på Københavns Station City ifølge jp.dk.
Overfaldet skete den 21. november tidligt om morgenen foran NatCaféen i Gothersgade ved Kongens Nytorv i København.
Susan K kom gående sammen med sine venner, og da de passerede tre mænd, blev der optræk til ballade. Det endte med, at Susan K. fik et hårdt slag i ansigtet. Sagen har ifølge Susan K. selv påvirket hende meget.
Lige inden jul formåede 'Paradise Hotel'-baben at skabe endnu flere overskrifter, da hun selv stod på den anden side i en voldssag. Her overfaldt hun en garderobepige i Århus.
Susan K. blev i den forbindelse varetægtsfængslet, og hun forklarede i retten, at overfaldet i november havde påvirket hende, så hun reagerede, som hun gjorde på Århus-diskoteket.