Interviewet med Rigmor Zobel, som blev bragt i DRs nyhedsmagasin 21 SØNDAG, medfører nu en officiel klage.
Politidirektør Johan Reimann har nemlig indgivet en klage, fordi Rigmor Zobel under interviewet klagede over en navngiven politibetjent, hvis forhørsmetoder hun betegnede som hørende hjemme i en amerikansk film.
"Vi har bedt om genmæle. Vores klagepunkter er, at DR lagde anledning til, at en navngiven betjent blev hængt ud uden lejlighed til, at han kunne forsvare sig. DR valgte ikke at bringe Københavns Politis skriftlige kommentar, som vi havde udarbejdet til lejligheden. Den pågældende interviewperson kunne hævde, at hun var dømt med urette, uden at det gav anledning til kritiske spørgsmål," siger politidirektør Johan Reimann til bt.dk.
Formand i Politiforbundet, Claus Oxfeldt, er tilfreds med klagen.
"Det er klart signal om, at vores øverste ledelse bakker op om personalet," siger han.
Han forstår ikke, at DR ikke censurerede betjentens navn, da interviewet ikke var direkte, men optaget og redigeret i forvejen.
Souschef på DR Nyheder, Jakob Kwon Henriksen, erkender, at betjenten skulle have været anonymiseret, men afviser politiets øvrige anklagepunkter.
"På søndag beklager vi, at vi ikke fik anonymiseret den pågældende betjent, men et genmæle kommer vi ikke med. Vi afviser de fleste af klagepunkterne. Det er eksempelvis ikke korrekt, at betjenten ikke havde mulighed for at forsvare sig, for vi forsøgte at få et interview med den pågældende, inden interviewet blev bragt," siger han.
Souschefen understreger samtidig, at dele af den skriftlige udtalelse fra Københavns Politi blev bragt i magasinet.