Det er stadig for tidligt at sige med sikkerhed.
Men en del tyder på, at en taxa kan stå bag nattens trafikdrab på en 25-årig mand på Frederiksberg i København. Bilisten stak efter ulykken af og efterlod udover den døde 25-årige en anden ung mand livsfarligt kvæstet på kørebanen.
- Det er dybt tragisk og noget, som vi skal have løbet op, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mogens Knudsen, til Avisen.dk.
Ifølge de foreløbige afhøringer af vidner til den voldsomme ulykke var flugtbilisten tilsyneladende en grå taxa af sedan-typen.
Død på stedet
Ulykken skete på H.C. Ørstedvej klokken 04.40, da de to mænd, som cyklede sammen med en veninde, blev påkørt bagfra. Begge mænd blev slynget op i luften og ind i en taxa, som holdt parkeret i vejsiden. Den ene døde på stedet, mens den anden har fået alvorlige kvæstelser i hovedet og stadig er i livsfare.
Bilisten tog efter påkørslen flugten ved at dreje til venstre i krydset H.C. Ørstedvej/Åboulevarden i retning mod Bellahøj. Politiet vil i den forbindelse meget gerne i kontakt med førerne af to biler - en lys kassevogn og en blå Golf - som kørte i samme retning på ulykkestidspunktet.
- Med den fart, som flugtbilisten havde på, må han have overhalet de to andre biler rimelig hurtigt. Han kørte meget aggressivt, så der er en god chance for, at de måske har lagt mærke til noget. Under alle omstændigheder vil vi meget gerne i kontakt med dem og en kvindelig fodgænger, som også befandt sig på H.C. Ørstedvej på ulykkestidspunktet, siger Mogens Knudsen.
Politiet kan kontaktes på 33 14 14 48.