Hvis de Konservatives forslag om et burka-forbud bliver til virkelighed, bliver det politiet, der skal håndhæve loven i praksis.
Det ser ordensmagten imidlertid ikke frem til, påpeger formand i Politiforbundet, Peter Ibsen.
"Jeg kan godt frygte, at det vil komme til konfrontationer mellem politiet og de burka-klædte og deres familier, hvis forbuddet skal håndhæves," siger han til Newspaq.
Peter Ibsen forventer, at et eventuelt forbud vil møde stærk modstand fra de muslimske kvinder, der næsten tildækker sig helt.
"Der er ingen tvivl om, at de grupper, der bærer denne beklædning, selvfølgelig vil reagere ret voldsomt mod sådan et forbud. Også fordi bærerne af de her dragter er rodfæstet i traditioner og religion," siger han.
"Man skal jo heller ikke tro, at sådan et forbud vil få alle til aflægge den form for beklædning. Derfor er det ikke helt enkelt at håndhæve sådan et forbud," lyder det fra politiformanden.
Regeringen har været splittet, siden integrationsordfører Naser Khader (K) fremlagde idéen. Venstre mener nemlig, at det er at gå for vidt, hvis man forbyde kvinder i de muslimske klædedragter burka og niqab at gå rundt på offentlige gader og stræder.
Flere har påpeget, at forslaget om et totalforbud mod burkaer og anden heldækkende muslimsk beklædning i det offentlige rum kan være i strid med grundloven.