En gammel sag om den republikanske pizzakonge Herman Cain og sexchikane er dukket op til overfladen.
Den populære politiker, der er favorit til at blive sit partis præsidentkandidat, afviser dog alle anklagerne.
Ifølge Politico.coms oplysninger blev Herman Cain beskyldt for sexchikane, mens han var præsident for sammenslutningen af restauranter i USA, National Restaurant Association.
Det endte dog med et forlig, hvor kvinderne blev betalt for ikke at trække sagen i retten.
Herman Cain tager nu bladet fra munden og afviser alle anklager.
"Anklagerne er helt grundløse. Totalt falske. Jeg har aldrig i mit liv udsat nogen for sexchikane," siger Herman Cain til Fox News.
Han siger desuden, at han ikke anede at der var udbetalt forlig til kvinderne.
Herman Cain blev rig, da han stod i spidsen for en stor pizzakæde.
Kilde:Fox News