Der er blevet skudt mod det dansk skib 'Torm Kristina' i Adenbugten. Skuddene er faldet, da pirater, formentligt somaliere, forsøgte at kapre skibet, der sejler med benzin.
Kapringsforsøget har fundet sted i samme farvand, hvor pirater tidligere har kapret det danske våbenskib 'Leopard'. To danskere er forsat holdt som gidsler af piraterne.
'Torm Kristina' er et tankskib ejet af det danske rederi Torm.
"Natten mellem onsdag og torsdag blev vores skib 'Torm Kristina' forsøgt kapret i Adenbugten. Piraterne skød med skarpt mod skibet, men gudskelov lykkedes det dem ikke at få skibet kapret. Jeg er meget glad for at sige, at besætningen er uskadt og i god behold," siger vicepræsident i Rederiet Torm Pia D. Loft til Newspaq.
Piraterne mislykkedes med kapringsforsøget, selvom de gik voldeligt til værks og skød. En risikabel affære mod tankskibet, der sejler med benzin.
"Tankskibet fragter blyfri benzin, men der er heldigvis ikke sket noget alvorligt. Det lykkedes besætningen at undslippe, da de fulgte de retningslinjer, der er for sådanne situation. Besætning og skib er nu i Mumbai (Indien, red), hvor der sker en debriefing." siger Pia D. Loft.
Skibet har en besætning på 23 søfolk.
Det er uvist, hvor mange pirater, der angreb skibet og hvor mange skud, der er faldet.
'Torm Kristina' er bygget 1999 og måler 244 meter i længden.