Venstre-politikeren og tidligere borgmester i Københavns Kommune Søren Pind var meget ihærdig med at få entreprenørvirksomheden NCC til at støtte Venstre og ham selv økonomisk.
Det viser en mailkorrespondance, som NCC valgte at offentliggøre onsdag eftermiddag.
Grunden til, at NCC gik så langt som til at give offentligheden indsigt i en ellers privat kommunikation mellem Søren Pind og NCCs øverste direktør skyldes, at Ekstra Bladet i dag onsdag har en historie, hvor en unavngiven kilde anklager NCC for at ville »købe Søren Pinds støtte«.
Det forsøger NCC så at tilbagevise med uddrag fra deres mailudveksling.
Det fremgår i en mail fra den 9. november, at Søren Pind vil forhøre sig om, hvorvidt NCC »vil være medlem af en forening ved navn Københavns Fremtid, der søger at varetage en liberal erhvervsudveksling i hovedstadsområdet.«
Ifølge Søren Pind skulle medlemmerne være fremtrædende erhvervsfolk, der mødes med Pind selv og ministre i løbet af året. Pris 8.000 kroner og mulighed for erhvervsmedlemskab.
Samme dag får Pind svar fra sekretæren til den administrerende direktør:
»Tak for din mail til Søren Ulslev. Torben Biilmann, som nu er adm. direktør i NCC, er interesseret i, at virksomheden bliver medlem og vil gerne have yderligere information omkring tegning af et virksomhedsmedlemskab.«
NCC er afhængig af, at Venstre stemmer for det 800 millioner kroner dyre projekt i Sydhavnen. Industrivirksomheden MAN B&W har nemlig gjort indsigelser mod byggeriet, da man frygter beboerklager over larmen fra industrivirksomheden. Og det kræver en politisk løsning.
Mere end to måneder senere, den 17. januar 2007 mødes Søren Pind og Torben Biilmann. Ifølge NCC afviser direktøren på mødet – på trods af meldingen i mailen to måneder tidligere – at ville støtte »Københavns Fremtid«, da det pludselig er gået op for NCC, at det primære formål med foreningen er at »kanalisere penge til Venstres/ Sørens Pinds politiske arbejde,« som de skriver i pressemeddelelsen.
Kommunikationschef i NCC, Bo Dybkjær, har tidligere overfor Jyllands-Posten sagt, at mødet den 17. januar og mailkorrespondancen er tæt på »sagens substans« i politiets efterforskning for korruption på Københavns Rådhus.
Se NCCs pressemeddelelse her