Den ene af de to piger, hvis forældre angiveligt lod dem omskære, fortalte om overgrebet til en fritidshjemspædagog, der siden underrettede kommunen. Det kom frem mandag, da Danmarks første retssag om omskæring fortsatte ved retten i Glostrup.
Pigen gik selv med til indgrebet, fordi hun havde fået indtryk af, at det var en form for nødvendig vaccination, skriver berlingske.dk.
Det var den yngste af de to piger, der fortalte pædagogen, hvordan hun blev behandlet. Noget blev klippet, hvorefter der blev syet, har hun fortalt. Hun bad desuden pædagogen om at lade være med at fortælle det videre.
Omskæringen fandt sted i Sudan, hvor pigernes forældre stammer fra.
Forældrene risikerer op til seks års fængsel i sagen, hvor der falder dom den 28. januar. Forældrene siger, at de ikke vidste, at pigerne blev omskåret.
Den behandling, de er tiltalt for at have udsat døtrene for, er almindelig i Sudan, men de har formentlig været klar over, at loven er anderledes i Danmark, vurderer en antropolog.