Velvidende at han hellere vil sidde i EU Parlamentet end i Folketinget, gik Dansk Folkepartis Mogens Camre ind i valgkampen med valgplakater og valgmøder, som om alt var normalt.
Men dagen efter valget lod han offentligheden forstå, at Folketinget ikke lige var ham, da han hellere ville gøre arbejdet i EU Parlamentet færdigt.
Den beslutning - og hele forløbet op til beslutningen - får nu partiformand Pia Kjærsgaard til at sende sin kontroversielle partisoldat ud i kulden. Han får ikke lov til at stille op til Folketinget mere, skriver Berlingske Tidende.
- Han bliver ikke stillet op til Folketinget igen. Efter den her omgang er det slut, siger Pia Kjærsgaard bestemt.
Mogens Camre mente, at det vil være for bøvlet at orientere vælgerne om sin reelle beslutning.
Det er også langt fra sikkert, at Mogens Camre får lov til at stille op til EU Parlamentet igen, når der skal vælges medlemmer i 2009.
- Han vil være 73 ved valget og skal så i gang med en femårig periode, og det tror jeg slet ikke han vil, siger Pia Kjærsgaard til Berlingske Tidende.
Fredag lod Mogens Camre forstå i utvetydige vendinger, at han sagtens kan se sig selv stille op til et nyvalg til enten Folketinget eller EU-parlamentet trods det faktum, at han i dag er 71 år.
Men også den holdning har fået en 180 graders drejning inde i Camres hoved.
- Det havde jeg heller ikke tænkt mig. I dag er der alt andet lige fire
år til det næste folketingsvalg, og så er jeg 75, og det ville da ikke
være rimeligt at forvente at jeg ville arbejde, når jeg bliver 75, siger Mogens Camre til Berlingske Tidende og lader forstå, at det bare var en joke, da han sagde, at han sagtens kunne arbejde i mange år endnu.