Dansk Folkepartis formand afviser blankt at støtte regeringens 2020-reform, som den ser ud nu.
Regeringens vigtigste støtteparti, Dansk Folkeparti, sætter hælene i over for den nyligt fremlagte økonomiske plan for de næste ti år. Det sker kun få timer efter, statsministeren Lars Løkke Rasmussen(V) fremlagde den.
"Den model, som regeringen fremlægger, bliver det ikke til," sagde Pia Kjærsgaard i dag efter et gruppemøde i Dansk Folkeparti.
Kommentaren kommer efter regeringen i formiddags fremlagde den længe ventede reformpakke 2020, der blandt andet indeholder en afskaffelse af efterlønnen.
"Jeg afviser fuldstændigt en afskaffelse af efterlønnen. Der er virkelig mennesker i dette land, der har behov for efterlønnen. Det er for vovet, for drastisk og brutalt at sige, at man vil afskaffe efterlønnen," sagde hun.
Tidligere i dag udtalte finansminister Claus Hjorth Frederiksen(V) ellers til Politiken, at man kan nøjes med at fremrykke den såkaldte velfærdsaftale fra 2006, hvor efterløns- og pensionsalderen sættes op.
Det afviste Statsministeren på pressemødet tidligere i dag. Og Pia Kjærsgaard vil ikke kommentere på Finansministerens udtalelser.
"Jeg kan kun tage til efterretning, hvad regeringen siger," siger hun.