Tørklæder skal ikke alene være forbudt på hovederne af landets dommere. Også landets social- og sundhedsassistenter, læger og sygeplejersker skal forbydes at bære tørklæder i tjenesten, mener Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.
Til TV 2 siger hun:
- Jeg ønsker et tørklædefrit Danmark. Bestemt. Jeg synes, det er fuldstændigt utilstedeligt, at læger, sygeplejersker, Sosu-assistenter - og jeg kan gå videre - politifolk skal rende rundt med tørklæde. Det hører ingen steder hjemme overhovedet. Og den beslutning synes jeg, Socialdemokratiet skulle stå ved.
Pia Kjærsgaard henviser til, at netop Socialdemokraterne har været på slingrekurs i forhold til, hvor omfattende et tørklæde-forbud, partiet vil støtte.
Et forbud mod at bære tørklæder
Ifølge TV 2 vil Dansk Folkepartis leder ikke lægge sig fast på, hvorvidt tørklæde-forbudet skal gælde i den offentlige sektor, hvis et forbud mod tørklæderne betyder, at også andre religiøse symboler som det kristne kors og jødiske kalotter skal forbydes.
- Jeg har det svært med, at i et land som det danske, der forbyder man korset, men jeg erkender også, at det kan blive en konsekvens, hvis vi tager skridtet fuldt ud og forbyder alt, siger hun til TV 2.