Gangen foran retslokalet er proppet med mennesker, da Pia Hansen ankommer sammen med sin mand. Det er kammerater til hendes søn og familie, der er mødt op for at støtte hende. Varmen i forgangen er kvælende.

Det er fredag den 15. august 2008.

Pia Hansen har sovet dårligt hele ugen. Hver nat har hendes tanker kredset om den mand, som al hendes vrede er rettet imod. I oktober sidste år ramte han hendes 15-årige søn Mark i en stjålen bil.

Mark kørte overfor grønt med sin knallertkøreskole, mens gerningsmanden kørte over for rødt i meget høj fart. Senere har Pia Hansen fundet ud af, at han både var spiritus- og narkotikapåvirket. Men det værste var, at han stak af. Han flygtede fra hendes søn uden at hjælpe.

I hendes øjne bliver det ikke værre.

I dag frygter Pia Hansen mødet med manden, der kørte hendes søn ihjel. Vil han fortælle frygtelige detaljer fra ulykken? Så han om Mark blev bange? Vil han være ligeglad? Vil han nægte alt?
Hun har også været nervøs over, hvordan hun selv vil reagere, når hun møder ham. Kan hun kontrollere sig selv? Tankerne flyver rundt.

Gør sig hård

Klokken kvart over 11 bliver døren åbnet til retssalen. Sagen er blevet massivt dækket i medierne, fordi Pia ønsker hårdere straf til sin søns drabsmand end de maksimum to år, som anklageren har stillet i udsigt.

Pia Hansen kommer ind som en af de sidste. Sætter sig ved siden af sin far, der straks lægger armen om hende.

På vej mod sin plads ser hun moren til den anklagede på første række. Som mor kan hun godt forstå, at hun er til stede. Hvis det var hendes søn, der var i samme situation, så var hun også mødt op.

Fra tasken trækker hun en pakke servietter op, som hun med det samme lægger tilbage igen. Hun vil ikke græde. Hun skal være hård, tænker hun. Så hun kan koncentrere sig om den mand, hun skal møde. Hun forestiller sig, at han er en hårdkogt kriminel. En kold type.

Men hendes forestilling falder helt til jorden, da en lidt kraftig, 25-årig ung mand med helt kortklippet, brunt hår og et glatbarberet ansigt træder ind i retssalen. Hun stirrer på ham under hans gåtur fra døren til anklagestolen.
Han ser ikke på hende.

Angrer du?

Siden Mark døde, har hun ønsket at møde drabsmanden. Hun har ønsket, at han skulle vide, hvad han har forvolt hende og hendes familie af smerte. Lige efter trafikulykken skrev hun et brev til gerningsmanden, som hun ønskede, at han skulle se.

»Hvordan kan du leve videre med det, du har gjort?,« skrev hun.

»Er du så afstumpet, at det ikke rører dig, at du har gjort så utrolig mange mennesker ulykkelige, eller angrer du?,« står der.

Brevet har hun stadigvæk, og hun vil stadig gerne vise spritbilisten det. Men først skal han straffes.

Gik i panik

Mens hun lytter til den 25-årige mands forklaring, kæmper hun med at holde tårene tilbage. Han siger med lav stemme, at han ikke kan huske, at han ramte nogen. Han husker, at han pludselig så bilens forruden smadres i en stjerne. Han siger, at han havde drukket. Taget narko. Stjålet en bil og kørt hurtigt. Han gik i panik. Ellers er hans hjerne blank. Det gør Pia endnu mere ked af det. Hun vil gerne, at han kan huske det øjeblik, hvor begår sin forbrydelse.

»Kan det passe, at du har kørt på Mark?« siger anklageren direkte.

»Ja,« lyder det fra ham med svag stemme.

I det øjeblik begynder Pia at græde. Tårerne er umulige at holde tilbage.Det er hendes søn, han taler om. Uden at han dog vil sige, at han kan huske, da han kørte ham ihjel.

Ondt af sig selv

»Hvorfor gik det så galt?,« spørger anklageren.

»Jeg var lidt ude i tovene,« svarer den 25-årige.

Han begynder at græde, og Pia læner sig frem, så hun kan se lidt mere af ham. Hun tænker, at hun ikke ved, hvorfor han græder. Om det er, fordi han er ked af, at han slog hendes dreng ihjel, eller om det er fordi, han har ondt af sig selv. Hun har ikke ondt af ham. Han ønsker, at han skal straffes hårdt.

Alligevel er hun også glad for, at han er ked af det. Hvis han havde været ligeglad, havde det gjort endnu mere ondt.

Den 25-årige indrømmer 16 kriminelle forhold. Han har stjålet biler, nummerplader, kørt uden kørekort, kørt i beruset tilstand, efter han havde taget narko. Han flygtede efter ulykken, og han spyttede på politiet, da hans familie afleverede ham på politistationen. Kun et rambuktyveri i Grenå nægter han, at han var med til. Resten afviser han ikke. Men han kan ikke huske det.

Se på hende

Anklageren siger, at hun og statsadvokaten skal finde ud af, om den 25-åriges manglende hukommelse kan bruges som en tilståelse, eller om sagen skal køre som en domsmandssag.
Fra anklagebænken nikker den unge mand. Han gnider sine øjne. Rejser sig.

Pia rejser sig også. Hun vil se ham i øjnene, hvis han vender sig om. Han skal vide, at hun er der. Han skal se hende, så han kan få det dårligt over det, han har gjort. Men han ser hende ikke. I et kort øjeblik svinger han hånden som en træt hilsen til sin mor, der stadig sidder på første række. Han smiler ikke. Så forsvinder han sammen med politiet.

Pia sætter sig et øjeblik sammen med sin mand, da de andre tilhørere er gået ud.

»Det er så nemt at sige, at han panikkede,« siger hun.

Hun er glad for, at sagen ikke bliver afgjort i dag, for så er der stadig en chance for, at den 25-årige bliver stillet for et nævningeting. Dermed kan hans straf blive højere.

Uden for retten fortæller hun journalisterne, at hun vil arbejde videre for, at han får den strengeste straf.

»Jeg er ikke færdig med at kæmpe,« gentager hun.