Hans liv er truet.

Hans ansigt må kun ses af nævningene, dommerne, de fire tiltalte mænd, deres tolke og forsvarere og to mænd fra Rejseholdet. Hans stemme i højttalerne er blød og lys.

33-årige Lars lever under politiets vidnebeskyttelsesprogram. Det er under massiv sikkerhed med betjentene på hustagene, at han i de seneste dage er blevet afhørt som det vigtigste vidne i Vollsmose-sagen i Østre Landsret.

Her har han fortalt, at han var konstant angst for at blive afsløret af de terrormistænkte, som han infiltrerede i en moske i Vollsmose.

Fra studerende til agent

For to år siden var Lars blot endnu en jurastuderende på SU på Syddansk Universitet i Odense. Her hører han nogle ting, som får ham til at kontakte Politiets Efterretningstjeneste. Den 16. december 2005 sender han sin første mail:

»Jeg er konverteret til islam for at gifte mig med min indonesisiske kone, men troende har jeg aldrig været. Jeg er virkelig rystet over udtalelser, som jeg har hørt i en muslimsk studentergruppe på SDU (Odense Universitet). Der er trods alt et voldsomt had til de danske myndigheder, støtte til oprørerne i Irak og al Zarqawis linie. Jeg kommer til at få flere oplysninger i fremtiden. Er det noget, I gerne vil høre om?«

Det vil PET gerne. Lars kører til København for at fortælle, hvad han har hørt. og kontaktpersonen i PET lytter til ham og giver ham til sidst en 50"er til et taletidskort. De laver ingen aftale, men Lars kan ringe, hvis han hører mere.

Blev venner med tiltalt

Da han begynder at komme i en moske på Ørbækvej, bruger Lars sit muslimske navn Yussuf. Han vil gerne lære mere om sin kones religion, men føler ikke, at de andre i moskeen taler til ham. Til bønnen står han alene.

»Jeg følte mig meget isoleret. Det var ikke behageligt,« har han forklaret i retten.

Lars møder dog en, der er ligesom ham selv, en dansk konvertit. De to danskere bliver hurtigt gode venner. Lars lærer de muslimske ritualer af AA, som også introducerer ham for de andre i moskeen og inviterer Lars hjem.

Da Lars spørges i retten om, hvordan han havde det med at lyve for AA, som sidder få meter fra ham på anklagebænken, svarer han:

»Ikke godt. Men han vidste jo de samme ting. Han kunne have gået til PET ligesom mig.«

Lars opdager dog hurtigt, AA er en psykisk sårbar person. Som dansk konvertit føler AA, at han ligger i bunden af moskeens hierarki, og at hans ord ikke har vægt. Han forstår ikke arabisk, og han føler sig grint af, fordi han lider af social angst.

Selv om han er dansk, taler AA med en dialekt, der muligvis stammer fra hans arabiske omgivelser. I retten kan han ikke udtale kolber, det laboratorieudstyr, han skulle have skaffet til gruppen. Han siger kobler.

Lars brugt som skaffer

Første gang Lars bruger sit taletidskort og ringer til kontaktpersonen i PET, er da der samles penge ind til Hamas og Hizbollah i moskeen. Han hører desuden folk rose Osama bin Laden og opfordre til voldelig jihad. Der kan dog gå flere uger imellem hans opkald.

I moskeen lærer han de tre andre tiltalte at kende: Den nu 19-årige palæstinensiske RD, som taler godt dansk, den 32-årige palæstinenser MZ, som kun hilser høfligt, og den 22-årige iraker AK, som praler med, at han har været i Irak for at bekæmpe amerikanske soldater. Det er først, da irakeren sender en seddel rundt i moskeen med navne på gødningsstoffer, at PET hverver Lars til aktivt agentarbejde. Han får en ny bil med aflytningsudstyr. Han får en bærbar computer, hvorfra han sender meddelelser på internettet igennem en TDC-postkasse. Han får også en ny mobiltelefon og tilladelse til at købe gødningen, som mistænkes for at skulle bruges til en bombe.

Irakeren bruger tilsyneladende Lars til at skaffe ting. Da han afleverer gødningen til irakeren, sender han ham tilbage for at finde gødning med et højere nitratindhold, så det kan bruges i en bombe.

Lars taler nu oftere med PET, somme tider flere gange om dagen. Han får sorte penge i en kuvert for sit arbejde. Beløbene svinger mellem 1.000 og 7.000 kroner ad gangen, i alt 54.000 kroner.

Hans tætte kontakt til irakeren bringer ham dog også i risiko. Den danske konvertit AA advarer ham om at passe på. Måske vil irakeren skaffe sig af med ham, »når hans rolle som skaffer er blevet overflødig.«

Vold med skruetrækker

Kort efter går det galt. Lars bliver overfaldet og stukket i låret af irakerens lillebror, der råber: »Er det dig, der har stukket min storebror?«

Irakeren har fået et såkaldt præventivt besøg af to PET-betjente, som vil vide, om han er rabiat. Nu mistænker irakeren Lars for at have stukket ham til politiet. Lars trækker dog skruetrækkeren ud af låret og kaster den dramatisk hen til irakeren.

»Hvis du virkelig tror det, så må du selv stikke mig,« siger Lars. Irakeren bliver tavs. Så svarer han: »Det tror jeg ikke.« Lars er dog blevet så bange, at han mest har lyst til at stoppe, men PET overtaler ham til at blive. De har brug for ham nu.

Opslidende opløb

Lars får det særligt hårdt i august, måneden inden gruppen anholdes. Han tilbringer efterhånden så mange aftener med de mistænkte, at hans kone er bange for, at han har en elskerinde. PET må indkalde til et møde for at berolige hende.

Lars er dog lige så bange for, at PET pludselig vil lade ham i stikken, når han har allermest brug for beskyttelse. Han kontakter en advokat, beder PET om en skriftlig kontrakt og lægger planer om at gå til Ekstra Bladet, hvis PET skulle nægte al kendskab til ham. Samtidig begynder han at blive holdt på afstand af både irakeren og den danske konvertit.

Til sidste mister Lars sin daglige kontakt til mændene. PET frygter, at et formodet terrorangreb nu er så tæt på, at politiet vælger at storme flere adresser i Odense den 5. september 2005. Til PETs store overraskelse finder man 50 gram TATP hos den reserverede MZ. Ni personer anholdes. Og Lars er forsvundet fra moskeen igen. Lige så pludseligt som han kom.