Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal ikke længere være lukket som en østers, når offentligheden kræver svar på, om tjenesten eksempelvis er i gang med at opspore terrorister eller har forhindret et terrorangreb.
Den nye chef for PET, Jakob Scharf, lægger op til et brud med tjenestens tradition for hemmelighedskræmmeri.
Ligesom sin søsterorganisation i Storbritanien, MI5, overvejer Jakob Scharf at informere den brede befolkningen mere om, hvad efterretningstjenesten foretager sig, skriver Jyllands-Posten.
MI5 s daværende chef, Eliza Manningham-Buller, vakte opsigt over hele verden, da hun i november 2006 i en offentlig tale afslørede, at hendes agenter overvågede 200 grupper bestående af ca. 1.600 personer, som aktivt er i færd med at planlægge eller hjælpe andre med at udføre terrorhandlinger her i landet og i udlandet .
- Vi skal prøve at blive mere åbne om disse ting uden at kompromittere vores konkrete operationer, siger Jakob Scharf til avisen.
Efter terrorangrebet den 11. September 2001 er PET blevet dobbelt så stor og har nu 700 ansatte, mens yderligere 60 er på vej. PET har oveni fået flere beføjelser til eksempelvis telefonaflytning.
- Disse ting gør, at vi må overveje, om vi kan øge åbenheden om, hvad vi beskæftiger os med, og hvordan vi bruger ressourcerne, også for at give et klarere billede af, hvad det er for en trussel, vi står overfor. Jeg tror, at vi kan blive mere åbne, forklarer Jakob Scharf.
Han overvejer også at fortælle befolkningen, hvis PET ikke overholder regler om indgreb i borgernes frihedsrettigheder. Eksempelvis, hvis PET ulovligt aflytter telefoner eller bruger agenter.
- Oplysninger skal ikke tilbageholdes for at beskytte PET mod kritik eller utilfredshed med den måde, vi agerer på, siger Jakob Scharf til Jyllands-Posten.
- Der er behov for, at vi har en effektiv kontrol med efterretningstjenesten, men der er også et behov for, at borgerne har tillid til denne kontrol, og forudsætningen for, at man kan have den tillid, er, at man har en vis indsigt i kontrollen. Vi vil i samarbejde med dem, der kontrollerer os, se på, om vi kan være mere åbne om kontrollen og resultaterne af denne kontrol, uden at det går ud over vores konkrete operationer, siger Jakob Scharf til avisen.
Justitsminister Lene Espersen (K), mener også, at PET skal være mere åbne. Så længe det ikke spænder ben for efterertningstjenestens operationer.
- Jeg er helt enig med Jakob Scharf i, at vi skal arbejde for størst mulig åbenhed omkring vores efterretningstjeneste. Det er vigtigt i et demokrati, at borgerne har tillid til efterretningstjenesten, og at der ikke opstår unødige myter om tjenestens arbejde, udtaler Lene Espersen i en skriftlig kommentar til avisen.