Per Ørum Jørgensen kæmpede en forgæves kamp i folketingsvalget, der endte med, at han og Kristendemokraterne ikke kom ind.
Men den tidligere konservative stod alligevel til at blive partiets formand. Nu har han dog besluttet, at det ikke kommer til at ske.
"Har besluttet at trække sig som formandskandidat for KD. Jeg tror, der er behov for en person med bedre diplomatiske evner end jeg i den nuværende situation efter valget. Jeg vil fortsat være medlem af KD, og bidrage konstruktivt, hvor jeg kan," skriver Per Ørum Jørgensen på sin Facebook-profil.
Det var ellers meningen, at Per Ørum Jørgensen i næste måned skulle have overtaget formandsposten i Kristendemokraterne efter Bjarne Hartung Kirkegaard. Han sagde forleden til Newspaq, at han ville inddrage de unge kræfter i at udvikle partiet, men nu kommer andre altså til at tage over.
Men det bliver ikke den nuværende formand, Bjarne Hartung, der fortsætter. Han er ikke fristet, men bakker op om Per Ørums beslutning.
"Det er da selverkendelse. Det skal han have lov til. Jeg har det fint med Per og synes, han har gjort en super indsats de seneste 15 måneder som enmandshær i Folketinget for Kristendemokraterne. Så det er fair nok, fint nok for mig," siger han til Newspaq.
Kristendemokraterne fik 0,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget og kom dermed ikke over spærregrænsen. Bjarne Hartung håber på, at flere melder deres kandidatur til formandsposten inden landsmødet sidst i oktober.
"Vi har 2.500 medlemmer i det her parti. Så jeg forestiller mig enten en erfaring eller en af de unge. Jeg håber, der bliver nogle stykker at vælge imellem på landsmødet, så vi får et godt og konstruktivt landsmøde," siger Bjarne Hartung.