Den rutinerede forsvarspiller Per Nielsen fra Brøndby kommer ikke til at spille i rødt og hvidt på El Estadio Santiago Bernabeu.
Fredag morgen rejser den 33-årige Brøndby-anfører hjem til Danmark, da han ikke er blevet sin rygsakde kvit. Per Nielsen var allerede plaget af skaden, da truppen rejste til Spanien. Men han blev alligevel ikke klar.
- Stik imod forventning bliver han desværre ikke klar, og det er kedeligt både for ham og holdet, for hans enorme rutine ville kunne komme os til gavn i netop en kamp som den mod Spanien, siger landstræner Morten Olsen til Ritzau.
Der bliver ikke udtaget en erstatning. Men FC Midtjyllands Kristian Bak Nielsen bliver indkaldt til træningskampen i Tyskland i næste uge.
Per Nielsen er noteret for 10 A-landskampe.