Tirsdag aften er det Mortens Aften, og for rigtig mange danskere betyder det også tid til lækker andesteg.
Men skal du ud og købe en frossen and, gælder det om holde øje med, om anden er mærket med en slagtedato.
En stikprøve, som politiken.dk har foretaget, afslører nemlig ænder af tre forskellige mærker, hvor producenten ikke har oplyst en slagtningsdato. Det betyder altså, at ænderne kan have flere år på bagen.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) lovede allerede for to år siden, at hun ville stramme op på området, men det er endnu ikke sket, og nu kritiseres hun fra flere sider.
"Det er fuldstændig vanvittigt, at det stadig er sådan. Det viser endnu engang, at ministeren forstår sig på at sige mange af de rigtige ord, men uden at der er nogen handling bag," siger fødevarekspert og bromatolog Orla Zinck.
Eva Kjer Hansen siger, at hun arbejder på at få indført lovpligtige produktionsdatoer på frostvarer i EU. Men det er en langvarig proces, hvor der har været flere forsinkelser, forklarer hun.
"Det er rigtigt, at det ikke er besluttet endnu, men der er sket en del. Jeg har arbejdet videre med at få indført en produktionsdato i EU. Men arbejdet trækker i langdrag. Jeg har haft drøftelser med ordføreren i udvalget, Renate Sommer, og hun er enig i, hvordan mærkningsreglerne skal se ud. Men jeg havde håbet, at vi på nuværende tidspunkt var kommet videre," siger hun.
Hun roser samtidig kæder som Netto, Føtex og Bilka for frivilligt at stille krav til producenterne om en produktionsdato.
Men sådan en frivillig aftale burde ministeren selv have sørget for at indgå med hele detailhandlen, lyder det fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Camilla Udsen.
"Hun kunne godt allerede for to år siden have taget fat i detailhandlen og have sørget for en frivillig aftale hele vejen rundt. Én ting er, at man i EU ikke er blevet enige endnu, og at tingene har trukket ud. Noget andet er, at den slags ting har et perspektiv på flere år, og det ved ministeren udmærket godt," siger hun.
Ifølge fødevareekspert Orla Zinck er det ikke sundhedsfarligt at spise en and, der er for gammel, men jo længere anden har været frosset, jo mere harsk bliver smagen, forklarer han.