Når der starter ti nye studerende på læreruddannelsen er det kun cirka seks, der i sidste ende kan pryde sig med titlen som lærer.
I dag sætter forligskredsen på folkeskoleområdet sig sammen og begynder forhandlingerne om en ny folkeskolereform og herunder læreruddannelsen.
For De Konservative er det et kardinalpunkt, at det skyhøje frafald bliver bragt ned.
- Vi har brug for at få noget mere faglighed ind i læreruddannelsen. Det kan vi sikre ved at gøre uddannelsen femårig og ikke som i dag fireårig. Det betyder, at uddannelsen bliver en universitetsuddannelse, siger børne- og undervisningsordfører Mai Henriksen.
Danmarks Lærerforening støtter De Konservatives forslag om at gøre uddannelsen til en universitetsuddannelse.
- I Finland har de gjort læreruddannelsen til en universitetsuddannelse, og det har i høj grad styrket læreruddannnelsen. Der er kommet mere prestige i at uddanne sig til lærer, og fagligheden er blevet styrket, så vi mener også, at det er vejen frem, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.
De Konervative peger også på en anden metode til at styrke uddannelse og få flere til at hænge på hele vejen til eksamensbeviset er i hus.
- Hvis man inden studerende optages på uddannelsen holder individuelle samtaler, der sikrer at den studerende ved nøjagtig, hvad vedkommende går ind til, så kan vi få flere til at gennemføre hele uddannelsen, siger Mai Henriksen. Hun mener også på, at lærerstuderende skal have karakterer for deres præstationer i praktiktiden.
- Jeg tror ikke, at vejen frem er flere karakterer, men en samlet styrkelse af fagligheden og så mere tid. Jeg håber, at politikerne vil give sig god tid til at få en god reform forhandlet på plads, lyder det fra Anders Bondo Christensen.
De Radikale siger på forhånd ikke nej til noget inden forhandlingerne, der starter klokken 14 i Uddannelsesministeriet, men forslaget om at forlænge uddannelsen er ikke umiddelbart med i den radikale pose.
- Jeg tror ikke på, at vi får bedre lærere ved at gøre uddannelsen til en kandidatuddannelse. Det tager længere tid at få de studerende uddannet, og det koster flere penge. Jeg tror i stedet på, at vi skal give læreruddannelsen mere frihed. Det sker ikke ved at give flere karakterer, men at lytte til uddannelserne og de studerende, siger ordfører for videregående uddannelser Sofie Carsten Nielsen.
Hun erklærer sig dog "meget interesseret" i, at se på De Konservatives forslag om at mindske frafaldet ved at holde individuelle forsamtaler.
Forligskredsen, der i dag sidder ved forhandlingsbordet er regeringspartierne Socialdemokraterne, SF og De Radikale samt Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Liberal Alliance og Enhedslisten er ikke med.