Umiddelbart var det en stor skuffelse for fodboldklubben FC København, at man onsdag aften ikke reddede en DM-titel i hus. Men på børsmarkedet gav det ikke anledning til de store bølgeskvulp. Aktiekursen i Parken startede torsdag uændret på 70 kroner pr. aktie.
Selskabet måtte ellers nedjustere ganske kraftigt, da det stod klart, at den automatiske billet til Champions League gik til Nordsjælland. Indtjeningen blev skåret ned fra 160 millioner kroner før skat til blot 10 millioner kroner.
Men tilsyneladende havde de rutinerede investorer på allerede børsen erkendt, at FCK ikke ville score den store gevinst. Dermed kan den manglende DM-titel og den efterfølgende nedjustering være indregnet i kursen allerede før kampen onsdag.
I hvert fald har kursen på Parken-aktien været på noget af en nedtur de senere uger. Så sent som i starten af maj lå prisen på en aktie fortsat på omkring 82 kroner.
Men i takt med de dårlige sportslige resultater er kursen i et par hop faldet ned til de 70 kroner. Dermed er aktien faldet med omkring 15 procent de seneste uger.