Afrikanerne og deres jord bliver udnyttet.

Skurken er internationale firmaer, der producerer palmeolie på store plantager og bogstaveligt talt tager maden ud af munden på et stigende antal afrikanere. Desuden ødelægger de fint justerede økosystemer.

Det sker med velsignelse af de industrialiserede landes regeringer samt udviklingsorganisationer.

Ignorerer negative konsekvenser

”De støtter palmeolie på trods af alle de beviser om, hvor store negative sociale og miljømæssige konsekvenser produktionen har andre steder i verden,” siger Ricardo Carrere til Inter Press Service.

Han er forfatter til rapporten "Palmeolie i Afrika: Fortid, nutid og fremtidige scenarier". Rapporten er udgivet af World Rainforest Movement, der kæmper for lokale folks jord-rettigheder.

Palmeolie har i årtusinder sørget for at afrikanere dels fik fedtstof og dels kunne producere sæbe mv.

Se BBCs billedserie om, hvordan palmeolie traditionelt udvindes

Men i dag er det en af verdens mest produktive afgrøder. En enkel hektar med oliepalmer giver over ti gange så megen udbytte som for eksempel soyabønner, der også giver olie.

Kan lejes for en brøkdel

Malaysia og Indonesien står i dag for 85 procent af verdens eksport af palmeolie, men de kan ikke længere klare efterspørgslen. Malaysia er ved at løbe tør for ledig jord, og Indonesien barsler med strenge miljølove, der vil slå ned på skovhugst.

Flere internationale virksomheder har derfor fået øjnene op for Afrikas billige landbrugsjord. Her kan jorden købes eller lejes for blot en brøkdel af, hvad den koster i for eksempel Malaysia.

Masser af god jord

Halvdelen af de afrikanske lande er berørt af den omsiggribende industrielle palmeolieproduktion. Det gælder især Liberia, Nigeria, DR Congo og Ghana.

I Liberia for eksempel, skrev Sime Darby, en virksomhed fra Malaysia, under på en udlejningskontrakt på 220.000 hektar i 63 år.

Verdensbanken vurderer, at Afrika har 201.5 hektar egnet landbrugsjord. Det er 16 gange så stort som det samlede areal for palmeolie produktionen i Malaysia og Indonesien.

Hvis en million hektar af Afrikas landbrugsjord inddrages årligt, vil produktionen kunne øges fra 1.9 millioner tons i 2010 til 38 millioner tons i 2030.

På udenlandske hænder

Palmeolien bruges bl.a. i kager og kosmetik samt i stigende grad til at lave biodiesel.

Produktionen er i hænderne på udenlandske selskaber, som hovedsagligt kommer fra EU-lande.

Det franske selskab Bolloré og den italienske virksomhed ENI er blandt de største europæiske virksomheder. Også brasilianske Petrobras og Wilmar International, der ligger i Singapore, har investeret i Afrika.

Snupper jorden

"I de fleste, hvis ikke alle tilfælde, bliver jord taget fra de lokale samfund, der kun få en ringe eller slet ingen erstatning," siger Carrere.

Han nævner også, at biologisk mangfoldige økosystemer bliver tilintetgjort og erstattet med store områder med palmer som eneste afgrøde.

De moderne produktionsmetoder til udvinding af palmeolien er meget værre end traditionelle metoder, siger Carrere. Jorden drænes, og der bruges massevis af landbrugskemikalier, som siver ned og forurener grundvandet.

Ifølge Carrere, er det derfor helt forkert, når biobrændsel bliver set som et bæredygtigt alternativ til olie.

Katastrofale følger

Konsekvenserne af produktionen er katastrofale for de lokale samfund i Afrika.

Et eksempel er Bugala Island plantagen ved Victoria søen i Uganda.

Plantagen har bidraget til afskovning, jorderosion, dræning af vådområder samt færre træsorter og dyrearter.

Desuden rammes lokalsamfundene hårdt. De har ikke længere ret til at bruge den jord, de tidligere levede af, og har slet ikke råd til at købe jorden på grund af højere priser.

De allerfleste afrikanere lever af at dyrke jorden.

Glemmer lokalbefolkningen

Det er store udviklingsorganisationer som den afrikanske udviklingsbank, den europæiske udviklingsfond samt en lang række vestlige landes bistandsorganisationer, der støtter ekspansionen af palmeolieproduktionen i Afrika. Også flere FN organisationer er positive overfor udviklingen.

”De tager slet ikke højde for, hvor store miljømæssige og sociale konsekvenser, det har på lokalbefolkningen,” advarer Carrere.

Læs Ricardo Carreres rapport