Mikkel Kesslers forhenværende boksepromotor Mogens Palle har slæbt Team Sauerland og den tysk tv-station ARD i retten.
Ifølge Palle har den tyske tv-station ikke overholdt de indgåede aftaler og sendt kampen mellem Kessler og Markus Beyer i 2006 gratis til de danske seere.
"Jeg havde tv-rettighederne til Skandinavien, mens Sauerland havde til Tyskland og et par øvrige nabolande. Men ARD-signalet blev ikke blokeret til Danmark, så det stævne kostede mig en bondegård at arrangere," fortæller Mogens Palle til Ekstra Bladet.
Den tidligere boksepromotor har endda regnet det præcise beløb ud, som han mener, Team Sauerland skylder ham.
Palle kræver præcis 13,5 millioner kroner i erstatning, som han håber at kunne få fingrene i, når retssagen i Sø- og Handelsretten er overstået.
De næste fire dage er sat af til retssagen, hvor Palle i dag er den første til at vidne i retten.