Den Røde Moské i Pakistans hovedstad, Islamabad, blev tirsdag morgen forvandlet til en ren kampzone med granater, skudsalver og molotovcocktails. Efter en uges belejring af den ekstremistiske moské mistede Pakistans hær troen på forhandlinger med fundamentalisterne i moskeen - og stormede den med fuld styrke.
Ifølge Pakistans hær er mindst 40 af moskeens islamister døde, mens tre soldater er blevet dræbt i morgenens stormangreb. Klokken syv tirsdag morgen kontrollerede hæren omkring 70 procent af moskeen, men moskeens leder og en gruppe bevæbnede hjælpere forsvarede sig fra moskeens kælder.
- Det er et sidste angreb for at rense moskeen for bevæbnede militsfolk, siger en talsmand fra militæret, general Waheed Arshad, til BBC.
Den Røde Moské ligger midt i Islamabad og er center for en gruppe fundamentalistiske muslimer, der sympatiserer med Taleban. De seneste måneder har moskeen og dens flere tusinde religiøse elever kørt en voldsom kampagne for at hæve moralen i hovedstaden. Medlemmerne af moskeen har blandt andet bortført påståede bordelejere, kidnappet politifolk og tvunget musik-butikker til at lukke.
Til sidst fik hæren nok, og den seneste uge har militærfolk belejret moskeen. Over tusind af moskeens medlemmer benyttede sig i sidste uge af et tilbud om penge og gratis skolegang, hvis de overgav sig, men en mindre gruppe ekstremister forsvarer stadig moskeen.
Moskeens oprindelige leder, Abdul Aziz, benyttede lejligheden til at forsøge at snige sig med ud ved at forklæde sig som en kvinde iført burka og høje hæle. Aziz blev opdaget på grund af hans højde og store mave, men hans bror nægter at overgive sig og er stadig i moskeen.
- Hæren bruger fuld kraft nu. Dette er ren agression. Jeg er nu sikker på at blive martyr, siger broren til det lokale Geo TV.
Hæren siger til BBC, at den regner med at have moskeen under kontrol inden for et par timer.