Hjernen bag bombningerne den 11. september 2001, den saudiarabiske terrorist og leder af al-Qaeda, Osama bin Laden, er død. I hvert fald, hvis man skal tro Pakistans præsident, Asif Ali Zardari.
Asif Ali Zardari siger, at han er af den opfattelse, at Osama bin Laden er død. Det skriver nyhedsbureauet AP.
"Vores sikkerhedstjeneste mener ikke, at Osama bin Laden lever længere, men vi kan ikke bevise det," sagde Ali Zardari i går i et interview med internationale medier.
Men det stemmer ikke overens med de oplysninger, det amerikanske militær har. Top militære kilder er af den overbevisning, at Osama bin Laden stadig skjuler sig i det bjergrige område langs Pakistans grænse til Afghanistan.
"Vi fortsætter vores jagt i den tro, at han stadig lever," udtalte en anonym militærkilde.
Det amerikanske militærs stabschef, admiral Mike Mullen, har ved flere lejligheder anklaget den pakistanske efterretningstjeneste for at yde støtte til al-Qaeda, der ledes af Osama bin Laden.
Bin Laden er verdens mest eftersøgte mand.