Den tidligere tyske nazist Paul Schäfer er død.
Paul Schäfer etablerede en lukket sekt i Colonia Dignidad i det sydlige Chile i 1961. Etableringen af sekten skete efter han var stukket af fra en pædofilidom i Tyskland.
Mange af hans sektmedlemmer er af tysk afstamning.
Schäfer døde lørdag i et fængsel i Chile, hvor han afsonede en 20-årig dom for fysiske og seksuelle overgreb mod børn.
Han døde af hjertestop, oplyser fængselsmyndighederne.
Han blev i 2006 idømt 20 års fængsel for i årevis at have misbrugt 25 børn seksuelt på sit enorme landsted i Chile. Han blev ligeledes dømt til at betale omkring otte millioner kroner i erstatning til 11 af ofrene.
Schäfer er desuden tidligere nazist og korporal i Hitlers slagne tyske hær, og i Frankrig var han eftersøgt for bortførelse og tortur.