Politiet har for travlt.
Så derfor skal Københavns p-vagter i gang med at lede efter alle de cykler, der hvert år forsvinder i København, skriver Politiken.
- Vi kan jo ikke have en by, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at få flere til at cykle, og så bliver folks cykler stjålet. Så ender det med, at københavnerne finder et andet transportmiddel end cyklen, siger overborgmester Ritt Bjerregaard (S) til avisen.
Det fremgår ikke helt klart af overborgmesterens forslag, hvordan p-vagterne skal finde cyklerne, men de skal som udgangspunkt tjekke stelnumrene, når de rundt i byen.
I Parkering København er direktør Anders Møller begejstret for idéen.
- Når der stjæles så mange cykler, har vi et ansvar for at løse problemet, siger Anders Møller og foreslår, at låsen på cyklen skal have en elektronisk chip, der kan sladre om, hvorvidt den er stjålet.
Overborgmesteren har ifølge Politiken aldrig selv fået stjålet sin turkisfarvede cykel.
- Det er fordi, jeg har kørt på sådan nogle kedsommelige cykler, siger hun.
Der bliver stjålet 80.000 cykler om året i Danmark. Det er Europas højeste. Kun 1 af 100 cykeltyve bliver fanget af politiet.