Entusiasmen omkring den kinesiske tigerøkonomi er ved at være på retur blandt danske og europæiske virksomheder.
Stadig flere regler i Kina spænder nemlig ben for de ellers lukrative udflytninger af forskning og udvikling til Kina.
Det skriver Ugebrevet A4.
Reglerne omfatter alt fra myndigheders videresalg af industrihemmeligheder til regler, der sår tvivl om selskabernes ejerskab over opfindelse.
En rundspørge foretaget af Det Europæiske Handelskammer i Kina viser, at virksomhedernes entusiasme er på retur.
"Optimismen i Kina er blevet dramatisk dæmpet på baggrund af bekymringer om lovlige indgreb og usikkerhed i markedet for udenlandske virksomheder," siger Jacques de Boisséson, chef for Det Europæiske Handelskammer i Kina, til A4.
Danfoss er en af de virksomheder, der satser tungt på Kina som sit andet hjemmemarked. Den danske virksomhed har flere hundrede ansat til udvikling i Kina. Og også her er der skepsis over for de kinesiske regler.
"Det er et område, som virkelig har fået alle op på dupperne. Vi følger situationen nøje, men vores konklusion på nuværende tidspunkt er, at det ikke får os til at ændre planer," siger Mogens Terp Paulsen, chef for Danfoss' aktiviteter i Kina til Ugebrevet A4.