Det lykkedes den danske trio Outlandish at få tilladelse af Neil Young til at arbejde videre med en af den canadiske rocklegendes ældre numre. Black Eyes Peas har spurgt, men de fik et nej.
Sangen 'Heart of gold' har mere end 37 år på bagen, men det gør ikke Neil Young mindre nidkær omkring dens skæbne. Derfor har han afvist alle anmodninger fra andre om at bruge den.
Derfor er det noget nær en sensation, at den danske hip-hop-trio Outlandish på sit nye album har fået lov af selveste rocklegenden at lave en nyfortolkning af sangen.
Og bandet er skam godt klar over, hvilket privilegium det er at få tilladelse fra den legendariske rockmusiker.
"Det er ikke alene en fantastisk sang i sig selv. Men den betød også utrolig meget for os," siger Isam til B.T.
Outlandishs nye album 'Sound of a Rebel' udkom i går, og er blevet rost til skyerne af alle anmeldere.