Renten på den toneangivende danske statsobligation, 3-21'eren, gik onsdag tilbage med 9 basispoint og satte dermed ny bundrekord i 1,25 pct., mens den tyske 10-årige rente dykkede med 9 basispoint til 1,38 pct.
Pessimistiske forventninger forud for onsdagens EU-topmøde fik markedet til at reagere og sende indvesteringerne i retning af de mere sikre havne. Det vurderede Jacob Graven fra Sydbank.
- Fra morgenstunden og måske også i går var der en lidt positiv stemning til, at der måske kunne komme et eller andet fornuftigt ud af mødet. Men man må nok sige, at hen over dagen er optimismen sivet noget ud. Meldingerne fra stats- og regeringscheferne peger i retning af, at det bliver svært at nå frem til noget fornuftigt, sagde han til Ritzau Finans og fortsatte:
- Det, tror jeg, er hovedårsagen til, at markedet reagerer noget negativt. Men det er klart, at kommer der noget helt overraskende på mødet i aften, vil markedet kunne reagere meget voldsomt. Men det tror jeg bestemt ikke, man skal sætte næsen op efter, sagde Jacob Graven.
Den tidligere græske premierminister Lucas Papademos udtalte natten til onsdag til Dow Jones Newswires, at Grækenland overvejer at begynde forberedelserne til en euro-exit. Historien skabte overskrifter dagen igennem, men analytikeren mener ikke, man skal lægge for meget i udtalelsen.
- Jeg tror ikke, at han har så meget at skulle have sagt i den sammenhæng. Det er langt vigtige, hvad de politikere, der ser ud til at skulle danne regering, vil gøre og måske endnu vigtigere, hvad EU-systemet har tænkt sig at stille op. På den anden side har han selvfølgelig fingeren på pulsen, så man må forberede sig på, at det er en mulighed, sagde Jacob Graven.
I Sydeuropa fortsatte renterne med at stige, og den spanske 10-årige gik frem med 15 basispoint til 6,18 pct., mens den italienske steg med 10 basispoint til 5,65 pct.
FINANS
Martin Mogensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk