Landets socialrådgivere plages af ekstremt dårligt arbejdsmiljø. Så dårligt, at det kan aflæses direkte i deres sygefravær.
I gennemsnit lægger en socialrådgiver sig syg 9,5 dag om året. Omtrent en tredjedel af sygedagene skyldes et arbejdsmiljø præget af stress, følelsesmæssige rutsjeture, højt tempo og mobning.
Det viser en ny stor undersøgelse lavet af TeamArbejdsliv for Dansk Socialrådgiverforening og hovedforbundet FTF.
”Jeg er oprigtigt bekymret,” siger formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.
”Det har konsekvenser i form af forringet livskvalitet for den enkelte socialrådgiver. Det rammer borgerne i form af større sygefravær. I sidste ende koster det samfundet mange penge," fortsætter hun.
Hårdt ramt
Undersøgelsen konkluderer overordnet, at socialrådgivere på mange områder har et dårligere psykisk arbejdsmiljø end gennemsnittet af ansatte i Danmark.
Socialrådgiverne er udsat fra flere fronter. Det gælder krav om at arbejde meget, krav til tempo i arbejdet og mange forstyrrelser i løbet af arbejdsdagen.
Men jobbet som socialrådgiver stiller også ekstraordinært store følelsesmæssige krav - særligt på børne- og familieområdet. Og samtidig forventes socialrådgiverne at skjule deres følelser som en del af deres professionelle virke, konkluderer undersøgelsen.
”Socialrådgiverne ligger meget højt i forhold til den følelsesmæssige belastning, som jobbet medfører,” siger psykolog og arbejdsmiljøforsker ved TeamArbejdsliv, Karen Albertsen.
Mistrivsel = sygedage
Karen Albertsen påpeger, at der er en velkendt sammenhæng mellem psykisk trivsel og antallet af sygedage.
”Vi ved, at dårligt psykisk arbejdsmiljø giver øget risiko for stress, psykisk nedslidning, udbrændthed, stress og dårligt trivsel,” siger hun.
Det er ikke kun socialrådgiverne, der kan have fordel af en øget indsats for det dårlige psykiske arbejdsmiljø, vurderer Karen Albertsen:
”Det er for eksempel nærliggende at forstille sig, at socialrådgivere, der er psykisk nedslidte, giver en dårligere sagsbehandling end andre.”
Majbrit Berlau mener, at det vil hjælpe at give socialrådgiverne mere indflydelse på deres arbejdsdag:
”Vi kan se i rapporten, at de arbejdspladser, hvor folk oplever en nærværende ledelse, der arbejder involverende og giver indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen, har mindre sygefravær.”