Den sidste træning før lørdagens store landsholdskamp mod Sverige er overstået - og i dag var Daniel Agger med på træningsbanen. De sidste to dage har hans rygskade ellers holdt ham væk fra træningen.
Det fortalte træner Morten Olsen til det sidste pressemøde i Stockholm før kampen.
"Han (Agger, red.) har fået sko på, og han går. I går var han mere eller mindre sengeliggende, så det er i fremgang. Han var til træningen og kunne deltage lidt. Det er fantastisk, at han kunne komme på banen," sagde træneren.
Han kunne ikke komme nærmere et svar på, hvorvidt Agger kommer på banen til morgendagens kamp.
Under fredagens træning spillede Daniel Agger blandt andet sammen med Martin Jørgensen, som kunne berette om forsvarsspillerens tilstand.
"Det gik godt - han ramte mig hver gang," sagde Martin Jørgensen.
En journalist spurgte Morten Olsen, om han kunne finde på at bluffe med Aggers tilstand.
"Det har jeg ingen kommentarer til," sagde landsholdstræneren tørt.
Og kommentarer var der da heller ikke mange af til pressemødet, der var præget af en lun, formel og hemmelighedsfuld Morten Olsen.