Nu kan du slippe for olfert og ondt i møllen. Den olfertsikre underbuks er opfundet under det pompøse navn: Rip Away 1000. Underbukserne er udstyret med velcro, så man ganske simpelt river underbukserne af ofret i stedet for at trække dem langt op i bagdelen på vedkomne.
Hvilken snarrådig hjerne eller hjerner står så bag sådan en opfindelse? Ja, det gør selvfølgelig to skolebørn, for som den ene af de to opfindere siger:
- Hvis én giver dig en Olfert, så gør det ondt, men med olfertsikre underbukser vil det ikke gøre ondt mere.
Det er de blot otte-årige tvillinger Jared and Justin Serovich fra Los Angeles, der har opfundet bukserne. Om det er fordi, at de er blevet for kloge af skade melder historien ikke noget om.
Men ganske vidst er det, at opfindelsen tidligere i år bragte dem i finalen i en opfinder-konkurrence i Ohio. Du kan se det nye våben mod skolegårdens bøller demonstreret her:
En olfert er en raffineret måde at drille andre eller give dem ondt i måsen.
Den udføres ved at udse sig et offer og med lidt snilde få fat i kanten af vedkommendes underbukser. Når man har fat, trækker man hårdt opad, så underbukserne bliver trukket godt op mellem balderne.
Offeret har nu ondt i måsen og olferten er udført.