39 mennesker mistede sidste år livet på danske arbejdspladser.
Og det er det laveste antal nogensinde, viser nye tal fra Arbejdstilsynet, som bliver offentliggjort i dag.
"Det er ulykkeligt, at 39 mennesker har mistet livet på deres arbejde. Men vi er på rette vej, når vi i 2010 nåede ned på et historisk lavt antal dødsulykker," siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
I fagforbundet 3F er arbejdsmiljøkonsulent Palle Larsen glad for det relativt lave antal dræbte. Men han er ikke ved at falde bagover af begejstring.
Tallene skal ikke mindst ses i lyset af mindre gang i byggeriet og slunkne ordrebøger i industrien som følge af den økonomiske krise.
"39 dræbte er stadig for meget. Men der er god grund til at glæde sig over, at antallet trods alt er faldet. Og det skyldes i høj grad, at arbejdsmarkedets parter er begyndt at tage sikkerheden mere seriøst, selvom det langt fra er godt nok endnu," siger han til Newspaq.
Fagforbundet lavede selv en statistik for nylig, der viste 44 dræbte i 2010. Men her blev dræbte søfolk og uregistrerede østarbejdere modsat Arbejdstilsynets tal talt med.
Men hvor antallet af dødsfald altså faldt, så steg antallet af arbejdsulykker en smule i 2010. 44.283 kom til skade på jobbet.
Derfor skal der strammes op på arbejdspladserne, siger kontorchef i Arbejdstilsynet Sonja Ploug Jensen til Newspaq.
"Det er vigtigt at blive ved med at gøre noget ved arbejdsulykkerne. Og det gør vi også, det er et af de tre prioriterede områder frem til 2020," siger hun.
Stigningen i antallet af arbejdsulykker skyldes ikke mindst et stort antal faldulykker i vintermånederne både først og sidst på året.
"Glatte veje er en væsentlig forklaring, og det er værd at bemærke især i de brancher, der har mange medarbejdere ude på vejene, som postbude, renovationsarbejdere og hjemmehjælpere. Vi har næppe set den sidste kolde vinter, så her er der altså et stort potentiale for at forbedre sikkerheden," siger direktør Jens Jensen fra Arbejdstilsynet.
Ulykkesopgørelsen viser, at især de nyansatte på virksomhederne er i risikozonen for at blive ramt af en arbejdsulykke.