I det seneste år er der kommet 11.000 flere på den offentlige medarbejderliste. Og der var udsigt til, at jobfesten skulle fortsætte i det næste års tid.
Men den plan har regeringens målsætning om færre offentlige udgifter sat en stopper for. Det kommer dog ikke til at betyde dårligere offentlig service, vurderer den liberale tænketank Cepos.
"Hvis højere udgifter automatisk giver højere service, så ville vi nu have et historisk højt offentligt serviceniveau i Danmark," siger Cepos' cheføkonom Mads Lundby Hansen til Børsen.
Han understreger, at det seneste års udvikling viser, at flere ansatte og flere udgifter ikke nødvendigvis er ensbetydende med bedre service.
"I stedet må man se på, hvordan man kan effektivisere driften," siger Mads Lundby Hansen.
Socialdemokraterne kan ikke se, hvordan man kan undgå forringelser, hvis der ikke ansættes flere.
"Nulvækst vil uden tvivl give serviceforringelser. Der kommer jo flere plejekrævende ældre," siger partiets finansordfører Morten Bødskov.