Østlandes langsomme lovarbejde koster hver år millioner af skattekroner, fordi østkriminelle sidder i danske fængsler frem for i hjemlandet.
Selvom EU-lande skal tage imod deres kriminelle borgere, dømt i andre lande, så koster østeuropæere i danske fængsler hvert år omkring 100 millioner kroner.
Og derfor mener De Konservatives retsordfører Tom Behnke, at Danmark skal presse på, for at få EU's love til at gælde i østlandene.
"Det er præcis derfor, at vi skal have lavet de her aftaler så hurtigt som muligt. Dels for at aflaste de danske fængsler, men også fordi, der er økonomi i det," siger Tom Behnke til Newspaq.
De seneste tal fra Kriminalforsorgen viser, at der sidder 244 østeuropæere i danske fængsler. Langt de fleste sidder i åbne fængsler, der i gennemsnit koster 1.1.00 kroner per fange per dag. På et år giver det knap 98 millioner kroner ud af et samlet budget på 2,9 milliarder kroner.
Det er så mange penge, at Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti er klar til at sende penge til Østeuropa, så de kan få plads i fængslerne.
"Med den økonomi der ligger i det, kan det heller ikke udelukkes, at det kan være en økonomisk fordel, at vi giver nogle penge til at man kan etablere tilstrækkelig kapacitet i de her lande således, at deres statsborgere kan komme hjem og afsone. Det kan godt vise sig, at være en god økonomisk forretning i sidste ende," forklarer Tom Behnke.
Han understreger, at pengene til østeuropæiske fængsler ligesåvel kan komme fra EU.
Både Socialdemokrater og SF mener, det er en dårlig ide, at bruge danske skattekroner på østeuropæiske fængsler.
Kriminalforsorgen har på en given dag i året ansvar for omkring 12.400 mennesker, heraf cirka 4.400 i fængsler, arrester og pensioner og omkring 8.000 i forskellige former for tilsyn.