Mindst ni mennesker er blevet dræbt i den amerikanske by Minneapolis, da en bro over Mississippi-floden ved 18-tiden lokal tid onsdag kollapsede.
Ingen ved endnu præcist, hvad der skete, da broen proppet med biler kollapsede i en sky af støv. Men flere øjenvidner fortæller, at broen gav en høj lyd, hvorefter den faldt sammen, så biler fløj rundt og landede oven på hinanden.
- Den begyndte at give efter. Først røg den op og så faldt den ned. Jeg troede, jeg skulle dø, fortæller Berndt Toivonen til The Star Tribune of Minneapolis. Selv slap han uskadt fra det dramatiske styrt, men fortæller, at han hørte skrig og råb om hjælp fra de mange biler på broen.
- De fleste af bilerne på broen røg i floden, fortæller 16-årige Leah Fulin til The Star Tribune.
- Der giver en masse røg, når beton smuldrer på den måde. Folk skreg, siger hun.
Broen går over Mississippi-floden, og det kan betyde, at dødstallet vil stige yderligere i løbet af dagen. Redningsarbejdet har således ligget stille over natten, da det er for farligt for dykkerne at arbejde mellem bilvrag og bro-stykker i mørke. Mindst 20 er savnet og myndighederne regner med, at dødstallet stiger.
Broen var under reparation, da den brød sammen, og et enkelt øjenvidne fortæller, at han hørte et trykluftbor lige inden braget. Indtil videre er teorien, at den 40 år gamle bro havde en eller flere konstruktionsfejl.