Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Øget kontrol med ansattes computerbrug

Start et spil på Spigo.dk
Spil

Du risikerer at blive set over skulderen, når du mailer eller går på nettet i arbejdstiden. Flere virksomheder skærper regler og overvågning, der skal bremse medarbejdernes spildtid

29. maj 2008 kl. 10:10 Pelle Ammundsen
Del på Facebook

Hvornår har du sidst sendt en privat mail i arbejdstiden? Eller tjekket vejret, nyheder eller en ferie-rejse?

I fremtiden risikerer du i værste fald jobbet, hvis dine private gøremål i arbejdstiden bliver afsløret.

Allerede nu kan en medarbejder i it-firmaet Danware Data se alt, hvad de ansatte laver på nettet - og motivet er at skræmme medarbejderne væk fra de private eskapader.

»Når folk ved, at der bliver gemt en oversigt over, hvilke sider de har besøgt, så begrænser de det, der ikke har en arbejdsmæssig relevans,« siger produktchef Allan Iskov.

En gang i kvartalet går en betroet medarbejder i HR-afdelingen de ansattes internetforbrug efter i sømmene. Og Danware Data er bare en ud af en stribe virksomheder, der i øjeblikket slår ned på for meget spildtid på arbejdet.

Både lektor i arbejdsret ved Handelshøjskolen i Århus Martin Gräs Lind, der har skrevet en ph.d.-afhandling om overvågning på jobbet, og næstformand for HK/Privat, Bjarne Nielsen, fortæller, at der konstant kommer nye virksomheder til, der indfører en it-politik med kontrol af medarbejdernes opførsel.

Flere fristelser

Det er kun porno-sider og andre sider med et krænkende indhold, der er totalt forbudt hos Danware Data. Så der må godt surfes en smule, men Allan Iskov kan ikke sætte en klar grænse for, hvornår de private mails og net-søgninger er over grænsen.

»Men det er i hvertfald ikke meningen, at man skal sidde og læse nyheder i 20 minutter af gangen,« fastslår han.

98 procent af de danske arbejdspladser bruger it, og med et konstant voksende udbud af underholdning, nyheder, indkøb og meget mere på nettet, kommer der hele tiden flere fristende sider at klikke ind på.

I fagforeningen HK advarer man arbejdsgiverne om at stramme reglerne for meget og peger på, at mange arbejdspladser har en flydende grænse mellem arbejde og privatliv:

»Hvis medarbejderen sidder og svarer et par arbejdsmails hjemmefra om aftenen, så må der også være en forståelse af, at han sender et par private mails fra arbejdet,« siger næstformand Bjarne Nielsen.

Lektor i arbejdsret Martin Gräs Lind oplyser, at arbejdsgiveren har ret til at forbyde al privat aktivitet på nettet. Men han mener ligesom HK, at reglerne bør være fleksible.

»Det er en gammel dansk tradition, at man i begrænset omfang, må ringe privat fra arbejdet. Og den kutyme kan sagtens videreføres til internetbrug,« siger han og forudser, at der ikke går mange år, før de fleste større virksomheder har en klar politik på området.

Han opfordrer arbejdsgiverne til at diskutere med sine ansatte, hvordan reglerne skal være.

»Hvis der bare kommer et diktat oven fra, vil det give et dårligt klima. Det er mere i den danske ånd at tale sig frem til en fornuftig balance,« siger han.

Hos Danware Data er registreringen af, hvad medarbejderne laver på nettet, en succes.

»Jeg ved selvfølgelig ikke præcist, hvor meget der blev surfet før, men efter vi er blevet indført, er der ikke nogen, der har brugt så meget tid, at vi har taget fat i dem,« siger produktchef Allan Iskov.

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites