OECD kalder den danske regerings skatteudspil for noget af det mest fornuftige blandt de forskellige hjælpe- og vækstpakker, der er kommet fra landene verden over i forbindelse med den finansielle krise, skriver flere medier.
"Danmark er virkelig et land, der foretager sig meget fornuftige ting som modsvar på den økonomiske krise. Udspillet hører til i den absolut mest fornuftige ende blandt de pakker, vi ser i forskellige lande," siger OECD's fungerende skattechef, Jens Lundsgaard, til Ritzau.
Han mener nemlig, at skattelettelserne er fornuftige, fordi de både forbedrer strukturerne, styrker den økonomiske vækst og sænker marginalskatten fra 63 til 55 procent på den sidst tjente krone.
"Det centrale er, at økonomien stimuleres på en måde, som også gavner på længere sigt. Når den meget voldsomme globale nedtur er ovre om nogle år, er der brug for, at økonomierne kommer styrket ud. Og derfor er det meget vigtigt ikke at indføre elementer, som vil give problemer på længere sigt fordi det skal afskaffes igen," siger Jens Lundsgaard.
OECD har flere gange tidligere kritiseret Danmark for de høje marginalskatter.