Bookmakerne vil også lege med i spekulationerne om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen snarligt skifter statsministerstolen ud med en toppost i Nato.
Hos Ladbrokes hælder man til, at statsministeren forlader sin post inden 1. april og tilbyder odds 1,36, mens der er odds 2,90 at hente på, at Fogh bliver siddende længere end denne dato.
"Vores oddssættere har fulgt med i nyhederne og noteret sig, at mange eksperter bakker op om Hans Engells analyse," siger landechef hos Ladbrokes, Richard Funch, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Derudover kan han finde flere andre gode grunde til at tro, at Fogh er på vej væk.
"Vi ved, han har ambitioner om en europæisk toppost, og at han snart skal på europæisk charmeoffensiv hos Brown og Merkel. Desuden finder vi det interessant, at han har bedt om taletid på Folketingets talerstol på onsdag i næste uge," siger Richard Funch.
Ladbrokes har tidligere tilbudt spil på, om Fogh var ved at pakke kufferten til fordel for et internationalt job.